Om Kaj Stillinger

Bogen om Kong Svend Estridsen er mit bidrag til at give en forståelse for den konge, som jeg mener har betydet mest for Danmark

 

Min far var matros og sejlede mange år i udenrigsfart og blev senere rigger på Flydedokken i Århus. Min mor var servitrice på "Skipperhuset", som var en havneknejpe i Århus.

 

Jeg voksede op i et hjem, hvor der var en del "socialt samvær" med fulde søfolk, som var hjemme på landlov.

 

Jeg tog en uddannelse som kontorassistent ved BP Olie-Kompagniet fra 1960-63.

Derefter aftjente jeg min værnepligt ved Den kongelige Livgarde i 16 måneder, og blev gift med min forlovede og skolekammerat, Inge, i december 1964 i rød gallauniform.

Min første kone, Inge, døde i 2007. I 2010 blev jeg gift med min nuværende hustru, Gabriella Nagy.

 

I 1965 begyndte jeg som lærerstuderende ved Marselisborg Seminarium og blev dimitteret i sommeren 1970 med histore som et af mine linjefag.

 

Min hovedopgave i historie var om 'Kong Svend Estridsen". Den skrev jeg i 1969, så min interesse for ham er bestemt ikke ny.

 

Jeg blev lærer ved Svendborg Kommunale Skolevæsen i 1970.

 

I 1972 meldte jeg mig ind i SF og var i en årrække formand for SF Svendborg og senere amtsformand for SF Fyn.

 

I november 1985 blev jeg valgt ind i Fyns Amtsråd. Det blev en kort karriere, for jeg blev valgt ind i Folketinget fra 1. januar 1986 og måtte derfor udtræde af Amtsrådet.

Senere var jeg medlem af Svendborg Byråd i en kortere periode.

 

Jeg var medlem af Folketinget frem til december 1990, og senere fra foråret 1999 og frem til Folketingsvalget i november 2001.

 

Jeg havde som Folketingsmedlem for SF en god og inspirerende tid, men som erklæret royalist var jeg tit i diskussioner med mine partikammerater. De fleste havde ikke den store forståelse for mine rolyale holdninger, som jeg fastholdt og stadig fastholder.

 

Interessen for historie og samfund har jeg altid haft, og den er stadig usvækket. Jeg bruger stadig megen tid på at læse om historie.

 

Bogen om Svend Estridsen er mit bidrag til at give en forståelse for den konge, som jeg mener har betydet mest for Danmark.

Copyright © Kaj Stillinger